Jeg er en stor beundrer af Mikkel Henssels bogomslag. De emmer af fantasi, originalitet, teknisk kunnen og respekt for den historie, som skal pakkes ind. Her er en mand, som rent faktisk læser romanen, før han laver omslaget, så han er sikker på at ramme det rette motiv og den rette stemning.
Som romanforfatter bliver man taknemmelig for denne seriøsitet og det hensyn, den vidner om. Man vil jo så pokkers gerne kunne genkende sin fortælling i indpakningen. Samtidig håber man selvfølgelig, at omslaget vil kunne fange opmærksomheden og dertil udstråle en kvalitet, som også får folk til at give indholdet en chance. Ja, til at tro på, at her er en bog, det er værd at åbne.

Alt det gør Mikkels bogomslag. De gør bøgerne ære og kan ligefrem være små kunstværker i sig selv, uden at de af den grund slipper taget i historien. Man husker fortællingen på omslaget, og man husker omslaget, når man tænker på fortællingen.
Hvad angår omslagene til mine egne to romaner lykkedes det Mikkel både at indfri mine forhåbninger og overraske mig big time med sine skæve ideer. Jeg smiler, når jeg ser på Slagteren i Liseleje, fordi forsiden med sin groteske idyl i den grad afspejler den absurde fortælling, som gemmer sig bag grisehovedet. Det er skønt – og sjovt!
Omslaget til Harpiks er lige så originalt, som det er genialt. Mikkel har ikke bare fanget et hav af detaljer i bogen og trukket dem ud i omslaget. Han har også indfanget historiens omklamrende stemning ved at lade det hele stivne i ... ja, harpiks! Omslaget bliver på den måde til gyldent rav, der omslutter sit indhold. Det kunne efter min mening ikke være gjort smukkere (og takket være Mikkel er der nu en reel chance for, at bogen holder i flere millioner år)
Ane Riel